Dennisson-gangen er opfundet af den engelske konstruktør Edmund Beckett Dennisson i 1854,
der byggede " Big Benn". Gangen blev anvendt heri. Gangens princip er
dette:
Gangen
er forsynet med 2 impulsarme, en i hver side af pendulstangen. Når
pendulet er i sving, vil den impulsarm, som pendulstangen nærmer sig,
være løftet bort fra pendulstangen af hævehjulet, det lille trekantede
hjul, der af hvilehjulet forhindres i at dreje sig, idet dette med sin
tandspids hviler på impulsarmens hæveflade. Når pendulet svinget et
bestemt stykke mod den løftede impulsarm, vil det ramme denne og føre
den et ganske lille stykke længere ud. Herved frigøres hvilehjulets
tandspids. Hævehjul og hvilehjul drejer sig derved 60 grader og
impulsarmen i den modsatte side bliver løftet et stykke ud til siden,
hvorefter hvilehjulets tandspids lægger sig an mod hvilefladen på dennes
arm. Den impulsarm der nu blev frigjort, vil under pendulets
tilbagesving med sin vægt trykke på pendulstangen, indtil den er i
optrent lodret stilling, her vil hævehjulet standse impulsarmen, og
pendulet vil svinge over mod den anden impulsarm, hvorefter den netop
beskrevne impuls gentages. Det vil heraf forstås, at pendulet altid får
den samme impuls, uanset om der er en stor eller en lille kraft, der har
løftet impulsarmen, idet det altid vil være vægten af impulsarmene, der
bestemmer impulsens størrelse.