Jens Olsen blev født i Ribe den 27. juli 1872 i et lille hjem med en stor
familie.
Hans fader var væveren Niels Olsen, der var født på Fyn - og moderen Mette
Marie, født Krøldrup. Hjemmet var fattigt, men muntert, og jævnaldrende
til Jens Olsen fortæller, at de meget gerne tilbragte aftenerne i det
Olsenske hjem, hvor der altid foregik noget. Man læste højt - medens
forskelligt arbejde blev udført, og aftenen sluttede med sang og spil.
En aften læste Jens Olsens søster højt af Carsten Hauch´s "En polsk
Familie" - og heri blev beskrevet et gammelt ur, der stod i en af slottets
sale, et ur med en ørn, der spredte vingerne, når uret slog. Uret var gået
i stå - og ingen kunne gøre det i stand.
Dette kunne Jens ikke forstå - for når det havde varet muligt at
fremstille dette ur, måtte det også kunne repareres - og Jens fastslog, at
når han blev stor, ville han være urmager og ordne dette ur.
Jens kom i Ribe Borgerskole, men medens han kun var jævn i andre fag,
viste han ganske udprægede evner i matematik, fysik og regning. Han ville
jo stadig være urmager, men faderen satte ham i lære hos en kleinsmed,
hvor han blev en god mekaniker. Samtidig læste han alt, hvad han kunne få
fat i om mekanik og ure og efterhånden også astronomi.
Jens Olsen blev svend og arbejdede en tid som mekaniker
- bl. a. i Aalborg, men i 1897 gik han "på valsen" som håndværkssvend og
søgte nu mere og mere ind, hvor der var lejlighed til at arbejde med ure.
Han betingede sig dog altid, at han kun ville arbejde de 5 dage i ugen. De
to dage og om aftenerne læste han nu astronomi og søgte oplysning om alt,
hvad der angik ure.
Undervejs standsede han i Strasbourg, og i hele 11 dage studerede han her
i katedralen det berømte tredje Strasbourgerur, bygget af Baptiste
Schwilgue i 1842.
Han fortæller herfra , at de tider, uret var tilgængeligt for besøg, ikke
mere var ham nok. Han gemte sig derfor i en krog for senere i ro at kunne
studere enkelthederne time efter time. Hans mål var langtfra at ville
kopiere dette ur - men i langt højere grad at få fastslået, at det skulle
være helt anderledes.
I urlandet Schweiz gik han helt og holdent over til urmageriet - men
stadig kun de 5 dage i ugen! - På universitetet og i bibliotekerne var han
stamgæst. Af og til slog han sig dog løs og levede navernes glade liv med
i naverhulerne, men så var han til gengæld også den gladeste af de glade
og nød livet i fulde drag - med den gode samvittighed, som kun arbejdet
kan give.
Halvandet år arbejdede Jens Olsen i Paris - bl. a. under
verdensudstillingen i 1900, og han afsluttede sin 5-årige udenlandsrejse
med nogle måneder i London
Nu skulle man jo synes, at banen var klar til selve
arbejdets udførelse - men der manglede en vigtig ting - de fornødne midler
- og der skulle gå næsten 20 år, før disse blev fremskaffet.
Jens Olsen var ca. 70 år gl., da det egentlige arbejde blev påbegyndt.
"Verdensuret" er ikke et navn, Jens Olsen selv har givet sit værk. -
Dertil var han for beskeden. Navnet er skabt af pressen - ude og hjemme -
der har fundet uret værdigt til denne betegnelse. Jeg vil tro, at de
sidste år - under den egentlige fremstilling af uret - måske var de
lykkeligste i Jens Olsens liv. Sammen med sine medarbejdere gik han nu
fuldt og helt op i arbejdet og glædede sig ved at se værket skabes under
hans hænder. Det vanskeligste for ham var vistnok at forstå, at der var
noget, der hed fyraften.
Han var også lykkelig over at vide, at hans ur var sikret en god plads på
Københavns rådhus. Men i efteråret 1945 måtte Jens Olsen underkaste sig en
operation.
Denne syntes at være forløbet godt, og bedringen skred rask fremad - men
den 17. november 1945 døde han pludselig af en blodprop - kort efter at
han til flere af sine venner havde udtalt sin glæde over, at han nu skulle
op og tage fat igen. Jens Olsen blev bisat fra Grundtvigskirken under
meget stor deltagelse.
Han hviler nu på Bispebjerg kirkegård.
Jens Olsen var nordisk blond - af middelhøjde og kraftigt bygget. Man
måtte lægge mærke til hans ro og sindsligevægt. Han talte som regel
langsomt og var utrættelig, når han fortalte og forklarede om det, der
fyldte hans sind. Han vidste både, hvad han ville, og hvad han duede
til, men hans beskedenhed hindrede ham i at trænge sig frem og gøre sig
gældende. Nøgtern og spartansk var han i sin daglige levemåde - men
munter og overgiven kunne han være mellem kammerater i festligt lag.
Urmagerlauget og Berejste Håndværkere kan berette om hans historier, når
han helt slog sig løs.
Godhed og venlighed var ham medfødt, og kunne han hjælpe nogen med sin
viden og erfaring, var han altid rede uden tanke for egen fordel.
Ved en festlig lejlighed i hans sidste år samlede Berejste Håndværkere
ca. 4.000 kr. og overrakte ham disse som en hyldestgave. Jens Olsen
takkede varmt - men lod derefter straks beløbet gå videre til
urkomiteens kasse - suppleret med et par hundrede kroner, han havde fået
ind ved at sælge en gammel maskine, der ikke mere var brug for.
En ven har fortalt, at han ved et besøg hos Jens Olsen mødte en mand,
der gik ud. Han spurgte - og Jens Olsen svarede: "Det var bare en mand,
der tænkte på en opfindelse." - "Hvad gjorde du ved ham?" - "Jeg lavede
opfindelsen for ham!" - "Hvad fik du for det?" Jens Olsen så forbløffet
ud - "Skulle jeg ha` noget for det?" -
Hans medarbejdere - de bedste mekanikere, der var at finde - med Otto
Mortensen i spidsen - siger, at de ofte under arbejdet mødte problemer,
der gav dem hovedbrud. Når de så spurgte Jens Olsen, hvorledes man her
omsatte astronomi i mekanik - løste han hurtigt opgaven - ofte på en
ganske simpel måde, der forbavsede dem.
Jens Olsen var børneven. Til en jul havde han pyntet et
fint juletræ og ladet nabolaget vide, at børnene var velkomne. Stuerne i
Hallinsgade var imidlertid ikke så store som hjertelaget, og da børnene
var mødt, stod de noget nær som sild i tønde, og for rundgangen om træet
var der ingen mulighed. Hvad gjorde så Jens Olsen? - I løbet af minutter
fik han puttet et urværk ind under juletræsfoden - og under børnenes
jubel blev det nu juletræet, der gik rundgang i stedet for børnene! Jens
Olsen holdt meget af at spille l`hombre - men når han endelig gav sig
tid til dette, ærgrede det ham, at en tredjedel af tiden gik tabt ved
kortblandingen.
Dette ordnede han ved at lave en lille automat, der omhyggeligt blandede
kortene, så snart de blev lagt i den - og ved at bruge 2 spil kort var
der således altid nyblandede kort til rådighed.
Betegnende for Jens Olsens gode, kærlige sind var hans forhold til hans
hjertesvage og nedbrudte hustru. Når dagens gerning var endt, satte han
sig ved hendes seng - talte med hende og læste for hende - og det blev
han ved med til det sidste.
Sin ligevægt og sit lyssyn bevarede han til trods for den modgang, livet
ikke sparede ham for. Hustruens lange sygdom og død bar han med stille
fatning, og det samme gjorde han, da hans eneste barn - hans voksne søn,
Martin - under folkestrejken i 1944 måtte lade sit liv for en forvildet
tysk kugle.
Jens Olsen var i besiddelse af den styrke og udholdenhed, der var
nødvendig for at løse hans livs opgave. Han døde med bevidstheden om, at
fuldførelsen af hans store mål var sikret - og derfor døde han lykkelig.
Danmark vil til sene tider tælle Jens Olsen blandt sine store sønner.
Hans livsværk vil sikre ham verdensry.
Holger Johannessen.
